tirsdag den 29. november 2016

100 DAGE

Pludselig ramte den mig. En underlig følelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Den kommer og går – dukker op på de mærkeligste tidspunkter, og er generelt bare svær at sætte ord på. Hjemveen. Jeg hørte om den utallige gange på de forskellige forberedelsesmøder, men tog den ikke rigtigt videre til eftertanke, da den blev overskygget af det eventyr, der ventede forude. Nu, hvor jeg sidder midt i eventyret, giver det hele lidt mere mening. 

Inden jeg satte mine fødder i flyet, blev der altid brugt ord som modigt, sejt og spændende, når jeg fortalte om, at jeg skulle være udvekslingsstuderende, men jeg forstod egentlig ikke hvorfor. Helt ærligt, det er jo bare et år -  hvor slemt kan det være? Jeg er vant til en dejlig familie, venner og skole i Danmark, og jeg regnede med, at det samme ventede i den anden ende. Det er ikke fordi, at det er helt ved siden af, men ovenikøbet er der også et nyt sprog, kultur og de dertilhørende udfordringer. Jeg forstår det nu. Jeg forstår, hvorfor det er modigt. I løbet af min udveksling har jeg haft nogen af de hårdeste dage i mit liv og været mere ked af det, end jeg troede var muligt. Jeg har haft dage, hvor de 11 måneder virkede uendelige, og alt jeg kunne tænke på var, hvordan jeg kunne få tiden til gå hurtigere. Det er ikke altid fordi, der er noget konkret, men fordi at jeg egentlig bare har brug for noget så enkelt som et kram fra min mutti – og når det er det, man mangler, så er 11.000 kilometer fra Danmark helt uoverskueligt. Når det så er sagt, har jeg også haft nogen af de bedste dage, hvor alt er en leg, og jeg ønsker at blive her for evigt. Jeg har mødt fantastiske mennesker og fået oplevelser, som jeg vil huske resten af mit liv. 

Udvekling er en særlig ting, og det vil kun de, som har oplevet det, kunne forstå. Jeg har altid været vant til at rejse, og jeg elsker det, men det er bare ferie. Når man står alene på den anden side af jorden, er det noget helt andet. Selvom, at det til tider har virket lettere bare at booke en flybillet til Danmark, så er det slet ikke så enkelt – for hvad så, når man er hjemme? Der er også problemer og dårlige dage. Jeg har heldigvis altid været stædig, hvilket jeg virkelig har glæde af nu. Når man først har kæmpet sig igennem svære tider, virker glæderne bare så mange gange federe. Jeg tog ikke på udveksling for at komme væk eller fordi, jeg ikke kan lide min hverdag i Danmark, men derimod for at lære og opleve en anderledes kultur. Én ting, som jeg virkelig værdsætter ved Paraguay er, hvordan folk behandler hinanden. Alle fordomme er ryddet, og erstattet af ærlighed og varme. Folk er så gode til at komplimentere og give plads til hinandens forskelligheder, hvilket jeg ser som fantastiske egenskaber! Jeg har i hvert fald allerede en lang liste af positive oplevelser, som jeg vil tage med hjem i bagagen.

Efter de sidste par måneder kan jeg sætte hak ved, at jeg er blevet stærkere, klogere, mere forstående, mere moden og mere selvstændig. Jeg er i den grad blevet skubbet ud af min komfortzone, og selvom at det til tider virker skræmmende og uoverskueligt, er det det hele værd. Det er ude af ens komfortzone og de trygge rammer, at man virkelig lærer – og det er helt sikker noget, som jeg synes, at alle burde gøre mindst én gang. Jeg har lært så meget om mig selv, og de ting, der virkelig betyder noget. Jeg vidste for eksempel ikke, hvor meget alt i Danmark egentlig betyder for mig, da det bare var min hverdag og en selvfølge – men hold nu op, hvor er Danmark et fantastisk og velfungerende land! Forstå mig ret – jeg elsker Paraguay og mit liv her, men Danmark er mit hjem.

Jeg håber, at dette indlæg også kan hjælpe andre, som måske selv sidder med hjemve lige nu. Det kan godt virke lidt som et tabu, når man læser om alle de fantastiske ting, som andre udvekslingsstuderende oplever - for der er jo ingen, der gider at være den, som ikke har det fedt. Jeg kunne til tider føle, at jeg var den eneste, som ikke var glad hele tiden, men når jeg så snakkede med andre, havde de det på nøjagtig samme måde. Det er virkelig en rutschebane, så man må bare huske sig selv på, at i morgen er en ny dag. 100 dage er så langt, som jeg er nået i mit eventyr, og jeg ser utroligt meget frem til resten!

- Maria

mandag den 21. november 2016

ENDNU EN SKØN WEEKEND

Waow, det føles som i går, at jeg skrev det forrige indlæg. Tiden flyver afsted, og jeg kan slet ikke følge med. I dag er min 3 måneders dag, hvilket betyder, at jeg kun har 7-8 måneder tilbage før, at jeg igen står på dansk jord begravet i lektier og dårligt vejr - så jeg forsøger at nyde hvert øjeblik her! 

Én ting, som i den grad blev nydt var denne weekend. Der blev både kørt i bjerge, besøgt forskellige byer og ikke mindst badet i det smukkeste vandfald. Jeg formåede heldigvis at forevige det hele på billeder og video, og selvom det er langt mere fantastisk i virkeligheden, skal I ikke snydes for at se det. Jeg havde planlagt at lave en video, men efter flere timers forsøg må jeg erkende, at det ikke kan lade sig gøre. Min computer vil simpelthen ikke samarbejde, så i må nøjes med billederne herunder.
- Maria

tirsdag den 8. november 2016

DU VED, AT DU ER I PARAGUAY NÅR.. #2

..du ser ridende politi
Trafikken er som sagt meget vild, og folk kører fuldstændig efter deres egne regler. Det betyder, at det er meget svært for ambulance og politi at komme hurtigt frem, og da det er de færreste veje, der har asfalt, er det ofte lettere at komme rundt til hest.
..du skal smide brugt toiletpapir i skraldespanden. 
De første par dage glemte jeg det altid, da det var en svær vane at bryde, men toilettet stopper, så det er en nødvendighed. Det er virkelig ikke særlig lækkert, men heldigvis bliver den tømt hele tiden.

..du ikke kan være alene med en fra modsatte køn. 
På så mange punkter er paraguayerne meget mere loose, men det gælder ikke kæresteri. Min værtssøster måtte for eksempel kun være sammen med fyre, hvis hendes far kunne holde øje med dem. Derudover må de ikke gå ind på hendes værelse, og sådan er det faktisk for de fleste af mine veninder her.

..du bor med dine bedsteforældre. 
Familielivet bliver dyrket på en hel anden måde her. Alle søndage er dedikeret familien og hvis det ikke er nok, flytter man bare sammen - det er tilfældet for min næste værtsfamilie, men det skal jeg nok fortælle mere om inden længe.

..du ikke kan finde et fodgængerfelt. 
Vejene er simpelthen ikke beregnet til andet end biler, derfor skal man lede længe efter et fodgængerfelt. 

..dine venner skriver "jajaja". 
I starten var jeg topforvirret, men efter at mine spanskfærdigheder er blevet bedre, er det gået op for mig, hvad det betyder. H er stum og J giver h-lyden, så hvis de skrev "hahaha" ville lyde som en tur ved tandlægen: "aaahh."

..du vasker dit undertøj i brugeren. 
Undertøj er en meget privat ting her, så selvom det er vores maid, der vasker tøj, skal man klare sit undertøj selv. Man fylder bare en lille spand med meget varmt vand og sæbe, og så er det faktisk ikke sværere, haha.

..der er politifolk med pistoler alle vegne. 
Det gælder både foran skolen, i supermarkedet og i gaderne. Det virker lidt skræmmende, men jeg prøver at se på det som en tryghed.

..ekstraundervisning og lektiehjælp er nødvendigt. 
Alle mine venner, som kan det mindste engelsk, har taget timer i weekenden, som de i øvrigt betaler rigtig mange penge for. Det samme gælder for min værtslillebror, men det er bare lektierne, han får hjælp til.

..du betaler 2000 for en busbillet. 
Bare rolig, deres penge har ingen værdi. 2000 guarani, som de hedder, svarer til cirka 2,5 kroner.
Det var så fortsættelsen på min liste over de ting, jeg finder anderledes. Det er efterhånden blevet svært at vælge, da jeg har så mange ting at fortælle om - så der kommer helt sikkert flere indlæg som disse i fremtiden.

- Maria