fredag den 21. oktober 2016

JEG ER EN FORKÆLET DANSKER

Vækkeuret ringer, og jeg får tvunget min krop ud af sengen. Jeg er træt efter en lang nat, som mest bestod af vågne timer. Det regnede, lynede og tordnede, hvilket ledte til uendelige mængder af gøen fra gadens hunde. Jeg gnider mig i øjnene og lister ud på badeværelset, hvor jeg forgæves forsøger at tænde lyset. Nattens strabadser resulterede i strømafbrydelse i hele nabolaget. Lidt irriteret fortsætter jeg ud i køkkenet for at lave morgenmad, men bliver afbrudt af min værtsfar, som siger, at jeg bare kan blive hjemme fra skole i dag. "Fedt!" tænker jeg, og krybber tilbage i seng for at få indhentet de tabte timers søvn. 

Næste gang jeg vågner er klokken ved at være ni, og med mine værtsforældre på arbejde og sovende søskende, er der ikke meget liv i huset. Endnu engang forsøger jeg at tænde lyset i håb om at strømmen er tilbage, men intet sker. En teenager uden internet i år 2016 er nødt til at tænke kreativt, så jeg beslutter mig for at udnytte tiden fornuftigt og slår op i min spansk bog. Efter at have læst de samme sider igennem tyve gange, tager jeg mig selv i at stirre tomt ud i luften - kedsomheden har vundet. 

Heldigvis, er vejret er klaret op, så jeg hopper i tøjet og går mig en tur. Vejene er næsten øde, da ingen andre frivilligt begiver sig ud i fuld sol og 36 grader. Da jeg når det store lyskryds, får jeg dog øje på en pige. Hun er nok omkring 10 år og bærer rundt på et spædbarn, mens en ældre dame går med stok ved siden af. De vandrer naivt fra bil til bil i håb om at få penge. Det er ikke fordi, at det er et sjældent syn her, men det gør alligevel et stort indtryk og efterlader mig altid med en klump i halsen. 

Jeg bliver lidt sur på mig selv. Hvordan kan jeg tillade mig at være irriteret bare fordi, jeg ikke har internet og strøm i et døgn, når der er mennesker som dem? Tingene bliver virkelig sat i perspektiv, når man lever midt i det. Folk i Danmark har flere gange brugt den der: "tænk på de fattige børn i Afrika", hvor man selvfølgelig sender dem en lille tanke, men derefter fortsætter med at brokke sig over sine luksusproblemer. Jeg kan kun grine af mig selv og nyde, at blive udfordret, for helt ærligt - det er jo ynkeligt. 

Puha, haha - det var en lang smøre, men jeg håber, at dette indlæg kan inspirere nogen af jer til at stoppe op og tænke en ekstra gang inden I brokker jer over at skulle cykle med modvind, at aftensmaden ikke lige er livretten, eller hvad vi ellers kan opleve af latterlige "problemer". Det er i den grad gået op for mig, hvor priviligeret vi er med et liv i Danmark - det er bare med at huske at værdsætte det. 

- Maria 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar