tirsdag den 29. november 2016

100 DAGE

Pludselig ramte den mig. En underlig følelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Den kommer og går – dukker op på de mærkeligste tidspunkter, og er generelt bare svær at sætte ord på. Hjemveen. Jeg hørte om den utallige gange på de forskellige forberedelsesmøder, men tog den ikke rigtigt videre til eftertanke, da den blev overskygget af det eventyr, der ventede forude. Nu, hvor jeg sidder midt i eventyret, giver det hele lidt mere mening. 

Inden jeg satte mine fødder i flyet, blev der altid brugt ord som modigt, sejt og spændende, når jeg fortalte om, at jeg skulle være udvekslingsstuderende, men jeg forstod egentlig ikke hvorfor. Helt ærligt, det er jo bare et år -  hvor slemt kan det være? Jeg er vant til en dejlig familie, venner og skole i Danmark, og jeg regnede med, at det samme ventede i den anden ende. Det er ikke fordi, at det er helt ved siden af, men ovenikøbet er der også et nyt sprog, kultur og de dertilhørende udfordringer. Jeg forstår det nu. Jeg forstår, hvorfor det er modigt. I løbet af min udveksling har jeg haft nogen af de hårdeste dage i mit liv og været mere ked af det, end jeg troede var muligt. Jeg har haft dage, hvor de 11 måneder virkede uendelige, og alt jeg kunne tænke på var, hvordan jeg kunne få tiden til gå hurtigere. Det er ikke altid fordi, der er noget konkret, men fordi at jeg egentlig bare har brug for noget så enkelt som et kram fra min mutti – og når det er det, man mangler, så er 11.000 kilometer fra Danmark helt uoverskueligt. Når det så er sagt, har jeg også haft nogen af de bedste dage, hvor alt er en leg, og jeg ønsker at blive her for evigt. Jeg har mødt fantastiske mennesker og fået oplevelser, som jeg vil huske resten af mit liv. 

Udvekling er en særlig ting, og det vil kun de, som har oplevet det, kunne forstå. Jeg har altid været vant til at rejse, og jeg elsker det, men det er bare ferie. Når man står alene på den anden side af jorden, er det noget helt andet. Selvom, at det til tider har virket lettere bare at booke en flybillet til Danmark, så er det slet ikke så enkelt – for hvad så, når man er hjemme? Der er også problemer og dårlige dage. Jeg har heldigvis altid været stædig, hvilket jeg virkelig har glæde af nu. Når man først har kæmpet sig igennem svære tider, virker glæderne bare så mange gange federe. Jeg tog ikke på udveksling for at komme væk eller fordi, jeg ikke kan lide min hverdag i Danmark, men derimod for at lære og opleve en anderledes kultur. Én ting, som jeg virkelig værdsætter ved Paraguay er, hvordan folk behandler hinanden. Alle fordomme er ryddet, og erstattet af ærlighed og varme. Folk er så gode til at komplimentere og give plads til hinandens forskelligheder, hvilket jeg ser som fantastiske egenskaber! Jeg har i hvert fald allerede en lang liste af positive oplevelser, som jeg vil tage med hjem i bagagen.

Efter de sidste par måneder kan jeg sætte hak ved, at jeg er blevet stærkere, klogere, mere forstående, mere moden og mere selvstændig. Jeg er i den grad blevet skubbet ud af min komfortzone, og selvom at det til tider virker skræmmende og uoverskueligt, er det det hele værd. Det er ude af ens komfortzone og de trygge rammer, at man virkelig lærer – og det er helt sikker noget, som jeg synes, at alle burde gøre mindst én gang. Jeg har lært så meget om mig selv, og de ting, der virkelig betyder noget. Jeg vidste for eksempel ikke, hvor meget alt i Danmark egentlig betyder for mig, da det bare var min hverdag og en selvfølge – men hold nu op, hvor er Danmark et fantastisk og velfungerende land! Forstå mig ret – jeg elsker Paraguay og mit liv her, men Danmark er mit hjem.

Jeg håber, at dette indlæg også kan hjælpe andre, som måske selv sidder med hjemve lige nu. Det kan godt virke lidt som et tabu, når man læser om alle de fantastiske ting, som andre udvekslingsstuderende oplever - for der er jo ingen, der gider at være den, som ikke har det fedt. Jeg kunne til tider føle, at jeg var den eneste, som ikke var glad hele tiden, men når jeg så snakkede med andre, havde de det på nøjagtig samme måde. Det er virkelig en rutschebane, så man må bare huske sig selv på, at i morgen er en ny dag. 100 dage er så langt, som jeg er nået i mit eventyr, og jeg ser utroligt meget frem til resten!

- Maria

2 kommentarer:

  1. Hej Maria!
    Jeg er pt udvekslingsstudent i Tennessee, USA, og jeg faldt lige over dit indlæg - hold da op, hvor er det bare rart, når nogen sætter ord på de følelser, som jeg, som udvekslingsstudent, indimellem har her. For det er nemlig helt rigtigt, som du skriver: sommetider er et kram fra ens søde, dejlige mor bare det eneste, man har brug for. Og det er nemlig svært at snakke om det med at have dårlige dage, for de fleste udvekslingsstudenter ser jo på overfladen ud til at have det superfedt - men hjemve rammer som sagt alle, og jeg ville egentlig bare lige fortælle dig, at jeg sætter utrolig meget pris på, at du delte din historie her :) Jeg vil helt sikkert følge dig! - Og hvor er det bare sejt, at du er taget til Paraguay; det har jeg aldrig hørt nogen gøre før!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hey Astrid;)

      Tusinde tak for dine søde ord! Det var lige med til at gøre min dag endnu bedre. Jeg er rigtig glad for at høre, at du fandt mit indlæg hjælpsomt. Det kan godt være svært at huske sig selv på, at man ikke er alene, når man er i de svære perioder. Min oplevelse er dog, at det er følelser, som de fleste udvekslingsstuderende kan relatere til, hvis de skal svare helt ærligt.

      Du er altid velkommen til at skrive til mig privat, hvis det lyster. Ha' en fortsat fantastisk udveksling og god dag!

      Slet