Tanken om at kunne vågne op til solskin og
palmer og derefter at bruge dagen på at opleve, nyde og udforske. Det var min
forventning om, hvordan mit paraguayske liv skulle foregå. Jeg vidste dog også,
at det ville indebære et par ændringer. Venner, familie og de trygge rammer var
ikke længere inden for rækkevidde. Det viste sig at betyde mere end, jeg havde
regnet med. De første måneder var svære, men på samme tid helt vildt fede. Jeg oplevede så meget, der stod i kæmpe kontrast til mit liv i
Danmark. Jeg skulle pludselig til at snakke et nyt sprog, indramme mig efter en anden kultur og ovenikøbet mens, jeg var omringet af helt fremmede mennesker.
Et år er næsten gået, og jeg har virkelig
fået det hele godt ind under huden. Jeg føler mig faktisk lidt fremmed ved
tanken om at skulle bo i Danmark igen - pludselig har man ikke sko på indenfor, kan smide papiret i toilettet og drikke fra hanen. Det er vildt, hvor meget der kan ændre sig på så kort tid, men inden
længe bliver det aktuelt. Det er tid til at sige farvel, sætte mine fødder på
flyet og komme tilbage til min 'gamle' tilværelse. Forskellen ved dette farvel
og dét, jeg havde i Københavns lufthavn for næsten 11 måneder siden, er bare,
at der ikke er noget på gensyn. Dét jeg forlader er ikke bare et land, men hele
oplevelsen i det. Jeg kommer aldrig til at leve, som jeg har gjort i løbet af
min udveksling. Jeg kommer aldrig til at gå på den samme skole eller omgås af
de samme mennesker hver dag. Det er lige meget, hvad jeg gør - det ikke kan
ændres. Det er et farvel og selvom jeg ved, at jeg kommer tilbage på ferie
inden for det næste år, varer det til uendelighed.
Dette år har på mange måder været med til at
forme mig som person. Jeg har oplevet så meget, at jeg bliver rundtosset af bare
at se tilbage på forrige måned. Der har i den grad været udfordringer med tårer,
men dertilhørende sejrer, som har lært mig så meget. Jeg har lært at
forvente det bedste af verden og oplevet det rent faktisk virker. De gange,
hvor jeg fejler, dummer mig eller på andre måder møder udfordringer, forsøger
jeg at se det hele i et større perspektiv. Jeg er blevet langt bedre til
at sige pyt og til at vælge mine problemer med omhu – for helt ærligt, nogen
ting er bare ikke værd at bruge energi på. Uanset hvordan man lever, er nogle dage
naturligvis bedre end andre, men hvor kommer man langt ved bare at holde positiviteten. Jeg er blevet bedre til bare at leve og forholde mig
til det, jeg har omkring mig i øjeblikket og glemme, hvad jeg skal i morgen.
Det har været enormt inspirerende at være blandt mennesker, som kan være
tilfredse. Mere betyder ikke altid bedre, det vil jeg i hvert fald huske. Jeg
har sjælendt mødt mennesker i Danmark, som ikke har travlt med at optimere og
måske så meget, at nydelsen bliver overset. Alle, og det er uden undtagelse, ville have godt af at blive skubbet ud af sin komfortzone - det virker lettere at blive i sin egen lille bobbel, men hold nu op, hvor giver det meget i sidste ende. Jeg har i hvert fald fået en helt ny energi til at starte
det næste kapitel i mit liv.
Jeg har aldrig overvejet at give op, men jeg er
alligevel virkelig stolt af mig selv over, at jeg har gennemført min udveksling. Det er
med trillende tårer, men med kroppen fyldt af glæde og taknemmelighed, at jeg snart
forlader dette smukke land. Jeg er klar til at tage hjem, men jeg er slet ikke klar
til at tage afsked.
- Maria
Ingen kommentarer:
Send en kommentar